Sygdom under ferien – hvordan er du stillet?

Uanset om du skal på familieferie, badeferie eller storbyferie, er sygdom før eller under ferien aldrig en kærkommen gæst. Alligevel er det noget, man ikke kan gardere sig imod på forhånd. Hvis uheldet er ude, er det rart på forhånd at kende til reglerne – for hvordan er både du og din arbejdsgiver reelt stillet, og hvilke muligheder er der for at få erstatningsferie og kompensation?

Erstatningsferie

Mange ryster fortvivlet på hovedet, når de oplever sygdom før eller under ferien, for mange er ikke klar over, at de har ret til erstatningsferie. Samtidig er reglerne om erstatningsferie kringlede og kan være svære at regne ud. Men i 2012 blev der indført nye ferielovsregler, som giver de ansatte muligheden for at få udskudt sin ferie, hvis man er syg inden eller under ferien.

Helt kort kan det ridses op: du har ret til erstatningsferie, hvis du har mere end 5 feriedage til rådighed.

Hvis du bliver syg inden eller under din ferie, er det første, du skal gøre, at fremskaffe en lægeerklæring og friattest, som skal afleveres til din arbejdsgiver. Det er denne, som afgør, fra hvornår du har ret til erstatningsferie. Er du på ferie i udlandet, skal du også kunne bevise, at du har været syg. Ligeledes skal du, hvis du bliver rask inden din planlagte ferie slutter, give din arbejdsgiver besked om, om du ønsker at genoptage ferien eller udskyde denne.

Den sjette feriedag

I Danmark er reglerne sådan, at du først har ret til erstatningsferie fra din sjette feriedag, såfremt du har optjent 25 feriedage eller mere. Det betyder, at fra den dag du melder dig syg hos din arbejdsgiver, er der en fem-dages karensperiode, før du har ret til erstatningsferie. Det skal dog bemærkes, at karensperiodens længde afgøres af antallet af feriedage: har du optjent mindre end 25 feriedage, er karensperioden ligeledes mindre.